ARKIVERET INDHOLD
Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!
Ingen trapper på Trapholt
Kunstmuseet Trapholt har bogstavelig talt kombineret kunsten og tilgængeligheden. Med genopførelsen af den verdenskendte arkitekt Arne Jacobsens sommerhus har Trapholt nemlig taget hensyn til kørestolsbrugerne, der nu også får mulighed for at opleve det unikke kunstværk.
Trapholt har fået tildelt alle mærkerne i tilgængelighedsordningen, der har til formål at sikre, at folk med handicap og specielle behov kan få nem adgang til forlystelser, museer, restauranter og hoteller rundt omkring i landet.
Den seneste arkitektoniske tilføjelse til Trapholt er genopførelsen af Arne Jacobsens Kubeflex-sommerhus, der er placeret med en smuk udsigt over Kolding Fjord. Det er det eneste eksisterende af sin art og er indrettet med Arne Jacobsen design. Ved genopførelsen har Trapholt tænkt tilgængeligheden ind i den berømte arkitekts værk i form af en rampe for kørestolsbrugere. Derudover er der ikke ændret ved arkitekturen, men selv i den originale indretning af huset er der mulighed for at kørestolsbrugere kan komme indenfor og se den berømte arkitekts sommerbolig.
Gennemtænkt arkitektur
Kommunikationschef Hans Christian Nedobrowsky fortæller, at tilgængelighed har været tænkt ind i selve kunstmuseets arkitektur helt fra starten:
”Trapholt blev opført i 1988, og arkitekterne stod over for nogle udfordringer i forhold til tilgængelighed, da museet ligger på en bakke. Det indebar nogle vanskeligheder med store niveauspring, men opgaven blev løst ved at udforme den såkaldte ’museumsgade’ gennem museet, som ikke er for stejl for kørestolsbrugere. Gaden giver adgang til alle udstillingslokaler, hvilket betyder, at der er mulighed for helt at undgå trapper, når man er på Trapholt. Til et enkelt udstillingsrum er der dog kun adgang for gangbesværede via en elevator. ”
I 1991 - kort tid efter museets opførsel - fik Trapholt EU's heliospris for handicapegnet indretning. Da Foreningen Tilgængelighed for Alle besigtigede forholdene i 2005, var resultatet da også, at museet fik tildelt alle mærkerne – uden at skulle foretage nogle ændringer. Der var i forvejen skabt god adgang for alle.
”Som sagt har vi altid haft meget fokus på tilgængelighed på Trapholt, men efter vi er kommet med i mærkeordningen, har det tilføjet en ny dimension til begrebet. Ordningen er jo et fint aktiv i markedsføringen af museet både herhjemme og i udlandet,” siger Hans Christian Nedobrowsky.
5 gode grunde til at besøge Trapholt:
- Man behøver ikke tage sin kørestol med, da der er udlån af kørestole. De kan reserveres på forhånd.
- Der er specialomvisninger for blinde og svagtseende. På sigt bliver der også knyttet tegnsprogstolke til omvisningerne, som skal bookes god tid i forvejen.
- Man kan komme rundt overalt på museet uden at støde på en eneste trappe.
- Vores personale er meget servicemindet – vagterne står altid klar med en hjælpende hånd.
- Muligheden for at opleve Trapholts enestående kombination af moderne kunst, kunsthåndværk og møbeldesign og som noget nyt Arne Jacobsens sommerhus og de smukke omgivelser på Trapholt.

Trapholt

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.
info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96