ARKIVERET INDHOLD
Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!
Danhostel Copenhagen City
- vil have endnu flere tilgængelighedsmærker
På det nye røgfri hostel er man godt på vej til at sikre god adgang for alle. Allerede nu er stedet blevet mærket for synshandicappede, hørehæmmede, astma-allergi og folk med læsevanskeligheder.
Siden Copenhagen City slog dørene op i maj i år har der været travlt. Foreningen for Tilgængelighed for Alle, som arbejder for at handicappede, gangbesværede og børnefamilier med barnevogn får nem adgang til forlystelser, museer, restauranter og hoteller i hele landet, har allerede været på besøg og tildele mærker.
Vært Jeanette Thunø Berthelsen fortæller, at de har gjort sig mange overvejelser omkring tilgængelighed:
”Vi er selvfølgelig interesserede i at tiltrække andre målgrupper end vores primære, som er unge rygsæksrejsende. Men fordi vi er så nye, er vores planer om bedre tilgængelighed stadig kun på tegnebrættet. Der er dog ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil sætte fokus på bedre adgang for fysisk handicappede, ældre og børnefamilier.”
Man gør en forskel
Danhostel Copenhagen City har i dag 16 værelser, som tager hensyn til fysisk handicappede. Værelserne er bredere end de normale og helt uden dørtrin. Bad og toilet er gjort klar til, at der kan installeres armstøtter ved toilettet, støttegreb i bruseren og spejle i den rigtige højde, således at alle handicapgrupper fremover har god adgang.
”Vi ser det som noget meget positivt at være en del af mærkeordningen. Det er jo altid en fordel at have sit navn med og være en del af en valgmulighed – også set ud fra et markedsføringsperspektiv. Og så er det en rar tanke, at man kan gøre en forskel for nogle mennesker – det er i alt fald en del af vores motivation for at få flere mærker,” afslutter Jeanette Thunø Berthelsen.
Det nye hostel kan med sine 15 etager tilbyde en fantastisk udsigt over byens tage, Operaen og Islands Brygge. Og beliggenheden findes ikke bedre med kun få minutters gang fra Rådhuspladsen, Tivoli, Københavns hovedbanegård og det pulserende liv i indre København.
5 gode grunde til at vælge Danhostel Copenhagen City:
- Alle vores værelser er kliniske. Vi har trægulve, og der er rygeforbud overalt.
- Der er bad og toilet på alle vores værelser.
- Der er personale tilstede - 24 timer i døgnet.
- Skiltningen er tydelig, og der er brede gange overalt.
- Vi har 16 specielt indrettede handicapværelser.

Danhostel Copenhagen City

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.
info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96