Godadgang Logo

ARKIVERET INDHOLD

Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!

Europas 5. bedste campingplads

Danmarks mest handicapegnede campingplads

Feriepark Langeland kan nu kalde sig for Danmarks mest handicapegnede campingplads. I samarbejde med Foreningen Tilgængelighed for Alle har ferieparken øget tilgængeligheden og kan byde alle mennesker med funktionsnedsættelse velkomne på deres campingplads. Derudover er campingpladsen netop blevet kåret til Europas 5. bedste campingplads.

Feriepark Langeland har sammen med Foreningen for Tilgængelighed for Alle (FTA) gjort en målrettet indsats for at forbedre tilgængeligheden på campingpladsen – til stor glæde for både mennesker i kørestole, allergikere og folk med nedsat syn.

”Vi vil meget gerne være med til at give alle en god oplevelse, når de skal ud at campere, derfor besluttede vi os for at gøre det lettere at bo hos os. Vi mener, at det er vigtigt, at alle har adgang til vores feriested, derfor har vi nu lavet en masse forbedringer på vores campingplads,” fortæller Michael Rasmussen, der ejer Feriepark Langeland på den skønne Sydhavsø.

Sammen med sin far, Knud, kontaktede Michael FTA for at høre, hvordan de kunne forbedre forholdene for handicappede. FTA arbejder for, at alle skal have nem adgang til feriesteder, forlystelser, museer og restauranter, og har siden 2003 registret flere end 3.600 steder i Danmark for tilgængeligheden. Og som den første campingplads i Danmark har Feriepark Langeland nu opnået at blive mærket for opfyldelsen af minimumskravene til tilgængelighed for alle 7 handicapgrupper.

Badeferie for alle på Feriepark Langeland

Når campingpladsen åbner d. 14. marts har Michael forbedret tilgængeligheden på 16 områder. Forbedringerne har resulteret i handicapegnede hytter, telte, toiletter og aktivitetsområder, så det er blevet meget lettere for mennesker i kørestole og gangbesværede at bo i ferieparken. Men arbejdet stopper ikke her for Michael og hans far.

”Vi samarbejder i øjeblikket med FTA og Langelands Kommune om at gøre Emmerbølle Strand tilgængelig for handicappede. Stranden ligger lige op til vores feriepark, og vi vil gerne gøre stranden tilgængelig med en badebro. Det vil være med til at gøre badeferien helt optimal for mennesker i kørestole”, forklarer Michael, der sætter stor pris på samarbejde med FTA, fordi de har givet en målrettet og yderst brugbar rådgivning om, hvordan man forbedrer forholdene for mennesker med nedsatte funktioner.

Samarbejdet mellem FTA, Langeland Kommune og Feriepark Langeland som privat virksomhed er enestående og kan forhåbentlig være med til at inspirere andre til at samarbejde om at forbedre forholdene for handicappede.

Tjek tilgængeligheden på Godadgang.dk

På FTAs hjemmeside www.godadgang.dk kan man læse meget mere om Langeland Feriepark samt undersøge tilgængeligheden på de steder, som foreningen har registreret. Med over 5,3 mio. hits og flere end 1.011.00 brugere har hjemmesiden stor succes og viser med stor tydelighed relevansen af mærkeordningen. Du kan også læse meget mere om Feriepark Langelands mange gode ferietilbud på www.emmerbolle.dk

Ulla Kramer

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.

info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96