Godadgang Logo

ARKIVERET INDHOLD

Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!

Fregatten Jylland inviterer alle om bord

Efter at det gamle kongeskib fra 1857 har haft besøg af Foreningen for Tilgængelighed for Alle (FTA) er det blevet kåret som en af de bedst tilgængelige danske turistattraktioner. Og det til stor glæde for de mange handicappede, ældre og børnefamilier, der hvert år besøger verdens længste træskib.

Den ny mærkeordning sikrer, at folk med handicap og specielle behov kan få nem adgang til forlystelser, museer, restauranter og hoteller rundt omkring i landet.

”Det kan godt være, at man ikke umiddelbart tror, at et gammelt skib er specielt handicapvenligt, men funktionaliteten og tilgængeligheden er faktisk tænkt ind i selve udformningen,” lyder det fra direktør Benno Blæsild.

Der var da heller ikke mange ting, der skulle ændres før Fregatten Jylland kunne blive ’mærket’.  ”Toiletkummerne i den nyopførte udstillingsbygning og café skulle justeres, så de blev mere handicapvenlige, men ellers har vi jo handicapelevator på skibet for fysisk handicappede, ældre og børnefamilier med barnevogne. Elevatoren giver alle mulighed for at se alle dæk og saloner, og i udstillings- og cafébygningerne er der niveaufrie overgange og ramper til området uden for”, fortæller Benno Blæsild. I dag har fregattens udstillingshal og café fået alle mærkerne, mens selve skibet mangler at blive mærket for astma og allergi.

FTA – en vigtig sparringspartner

På Fregatten Jylland har de været glade for mærkeordningen som nemt og hurtigt giver gæsterne et sammenligningsgrundlag, når de skal planlægge en udflugt.

”Mærkeordningen har desuden åbnet vores øjne for, at der er andre handicapgrupper end de bevægelseshæmmede, og derfor vil vores bestræbelser i fremtiden gå på at gøre Fregatten Jylland endnu mere tilgængelig for specielt blinde og hørehæmmede. Og her er FTA en vigtig sparringspartner – de hjælper os til at forstå mangfoldigheden af de handicappedes behov og begrænsninger”, siger Benno Blæsild.

”Endnu en ting som mærkeordningen har gjort os opmærksomme på er, at hvad der kan være til gavn for én gruppe handicappede, faktisk kan være til gene for en anden gruppe. Vi har blandt andet været nødt til at træffe et valg når det gælder førerhunde. Blinde og svagsynede er afhængige af disse hunde, hvorimod astmatikere ikke kan tåle dem. Vi har så bestemt, at hunde har adgang fordi en stor del af vores hovedattraktion er udendørs, samt fordi vi tilbyder udendørs servering – disse faktorer giver astmatikerne et alternativ". Fregatten Jylland har fået tildelt alle tilgængelighedsmærkerne undtagen astmamærket.

Glade gæster

Ombord på Fregatten Jylland er reaktionen fra de gangbesværede gæster positiv. Og Benno Blæsild understreger, at folk er hurtige til at sige deres mening, hvis de synes, tilgængeligheden kan forbedres:
”Vi har oplevet, at gangbesværede synes, at dørtrinenes udformning gav problemer i forhold til deres rollatorer. Det tog vi naturligvis til efterretning og i dag er dørtrinene ingen forhindring”.

5 gode grunde til at besøge Fregatten Jylland:

  1. Fregatten Jylland er en tilgængelig verdensrekord.
  2. Et dansk nationalt symbol på linje med Holger Danske – og der er nemmere adgang end til Kronborgs kasematter.
  3. Man får nem adgang til en af Danmarks flotteste udsigter – og kan samtidig nyde en dejlig frokost.
  4. Hunde er tilladt ombord.
  5. Som synshandicappet har man mulighed for at opleve de tre film, der vises i Auditoriet. De er nemlig lavet, så lydsiden kan stå alene. 

Luftfoto over Fregatten Jylland
Det imponerende skib Fregatten Jylland

 

Faktaark med tilgængelighedsoplysninger om Fregatten Jylland

Ulla Kramer

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.

info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96