ARKIVERET INDHOLD
Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!
Skagen - En hel by med fokus på tilgængelighed
Skagen vil være Danmarks Helseby nr. 1. Og i samarbejde med Foreningen Tilgængelighed for Alle er der sat fokus på bedre tilgængelighed på byens hoteller, restauranter og museer.
I Skagen er de i fuld gang med at skabe god adgang for alle mennesker – alle steder. Som det eneste sted i Danmark er hele byen nemlig gået sammen om at sætte fokus på tilgængelighed. Det sker for at kunne leve op til den ny mærkeordning som sikrer, at handicappede, gangbesværede og børnefamilier med barnevogn får nem adgang til forlystelser, museer, restauranter og hoteller i hele landet. Erhvervschef Lars Hedegaard fortæller, at initiativet opstod på baggrund af et ønske om at gøre Skagen lettere tilgængelig for de gangbesværede:
”I arbejdet med at gøre Skagen til Danmarks Helseby nr. 1, var vi opmærksomme på de gangbesværedes behov. Men da vi først begyndte at samarbejde med FTA, gik det op for os, hvor vigtigt det var også at tilgodese andre handicapgrupper som blinde og hørehæmmede, og derfor er tilgængelighed for alle blevet et vigtigt punkt på dagsordenen for Projekt Skagen Helse”
I dag har rigtig mange af de store turistattraktioner og offentlige bygninger i Skagen fået tilgængelighedsmærket - blandt andet er Skagen Museum, Skagen Rådhus og Color Hotel alle blevet ’mærket’. Lars Hedegaard understreger, at det ikke kun er de handicappede, der får glæde af forbedringerne: ”I og med at tilgængeligheden er i orden, vil det også være nemmere for børnefamilier med barnevogne og oppakning og ældre mennesker at besøge Skagen. Nu behøver de nemlig heller ikke længere at bekymre sig om de fysiske forhold.”
Godt for krop og sjæl
I godt 2 år har man arbejdet på at gøre Skagen til Helseby nr. 1 i Danmark. Projektet sætter fokus på en sund krop og sjæl, og med fokus på tilgængelighed kan handicappede, ældre og børnefamilier nu også få plejet kroppen og sjælen, samtidig med at de kan nyde alt det, som Skagen kan tilbyde.
Lars Hedegaard fortæller, at samarbejdet med FTA har skabt et godt udgangspunkt for at markedsføre Skagen overfor de forskellige patientforeninger i Danmark og ikke mindst udenlandske turister:
”I og med at vi har grundlaget på plads, og kan tilbyde nogle faciliteter, der fungerer, kan vi bruge det til at synliggøre Skagen – også over for turister. Nu har folk nemlig muligheden for at planlægge deres ferie baseret på udbudet af fysiske forhold – og vi er glade for at være med helt fremme i konkurrencen.”
Bag Skagen Helse står en række lokale initiativtagere bestående af bl.a. Skagen Erhvervsforening Erhvervshuset, Turistforeningen, Hotel og Restauratørforeningen, den lokale sundhedshøjskole Diget, Sund By og en speciallæge. I samarbejde med lokale underarbejdsgrupper skal de koordinere arbejdet med at blive Danmarks Helseby nr. 1. I arbejdsgruppen omkring tilgængelighed har de lokale handicapgrupper været inddraget.
5 gode grunde til at besøge Skagen:
- Der er 47 mærkede faciliteter på Skagen, som inkluderer alt fra hoteller, museer og et enkelt apotek.
- Skagen by er forholdsvis flad, som gør det nemt at komme rundt i byen.
- På flere strande er der træbelægning helt ned til strandkanten, så gangbesværede og kørestolsbrugere kan nyde stranden og havet.
- Man bliver plejet på krop og sjæl.
- Skagen er kendt for at yde en god service overfor turister.

Sol og mange både i Skagen Havn

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.
info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96