Hotelværelser
Indretningen af et toilet på et hotelværelser, som iøvrigt indrettes som et tilgængeligt / handicap værelse, skal følge kravene i bygningsreglementet (BR18 §233).
Et
§233 toilet er indrettet så alle brugere, som er forholdsvis selvhjulpne, kan
benytte det. (Indretningen er således
ikke tiltænkt egentligt plejekrævende brugere, hvor der vil være andre forhold,
som spiller ind – mere plads, lift osv.) Brugergruppen er ganske stor og
omfatter bl.a. brugere, der anvender hjælpemidler som stokke, rollatorer og
andre personlige ting, kognitivt udfordrede der har behov for assistance,
kørestolsbrugere med og uden hjælper, forældre med børn der skal holdes under
opsyn eller have hjælp til toiletbesøg, bariatriske personer eller andre, der
fylder lidt i landskabet m.fl.
Nedenfor vises en grundplanstegning af et tilgængeligt toilet, hvor der er indtænkt plads og placering af sanitet, så mennesker med et motorisk handicap kan benytte faciliteterne.
Bemærk at døren åbner udad. Dette er nødvendigt i et rum,
som har mindstemålene (210 x 230), da det således sikres, at minimumskravene
til plads inde i rummet er til stede. Kravene til manøvreplads er altid fri af
dørens opsving, så hvis døren går ind i rummet, skal rummet være tilsvarende
større.
Når der skal være plads til et bruseområde skal rummet være større end vist på tegningen over indretningen af et toilet, afhængig af om der skal være bruser ved siden af håndvasken eller ved siden af toilettet. På tegningen over værelsesindretningen har man valgt bruseplads ved siden af håndvasken.
Forklaring til de 8 minimumskrav i BR18 §233 - Toiletter i forbindelse med hotelværelser
1) Der skal være
niveaufri adgang frem til wc-rum
Med niveaufri adgang mener man højst 2,5 cm i niveauspring,
der som oftest udgøres af et dørtrin. Kan man undvære dørtrin, er det
naturligvis bedre. Hvis man har dørtrin, bør kanterne være affasede på begge
sider, så der ikke opstår lodrette kanter, som kan være svære at komme over,
snublerisiko m.m.
2) Den fri
passagebredde gennem døren til wc-rum skal være mindst 77 cm.
Ofte anbefaler man en passagebredde på 87 cm – hvilket
svarer til en M10 dør (murhul på 100 cm). Hvis man vil have støjdæmpning på
døren, er man nødt til at vælge en M10 dør, da dørbladet er tykkere med
støjdæmpning og dermed mindskes passagebredden. Vælger man en M9 dør, skal man
være meget omhyggelig med montering af hængsler og karme, for at passagebredden
bliver 77 cm. Passagebredden måles, når døren er åben i 90 grader og er
afstanden fra dørbladet til modsatte karm. Det er nærmest blevet kutyme at man
anvender M10 døre til toiletfaciliteter – husk at det bør gælde alle døre i
adgangsvejen frem til toilettet.
3) Håndvask og wc
skal placeres over et hjørne på hver sin sammenstødende væg, så håndvask kan
nås af en person siddende på wc’et.
Af plantegningen kan man se målene på forholdet mellem
håndvask og toilet (20 cm til siden og 10 cm frem). Hvis man vælger en håndvask
som er kortere end 60 cm, hvilket kan være en god ide, hvis man har begrænset
plads – evt. en på 50 cm, skal man huske at flytte toilettet tilsvarende, så
afstanden mellem håndvask og toilet stadig holder.
4) Der skal være en
fri afstand på mindst 90 cm ved den side af wc’et, der vender bort fra
håndvasken. Væggen ved siden af wc’et, der vender bort fra håndvasken, skal
friholdes fra fastmonteret inventar, radiatorer o.l.
Fripladsen på 90 cm ved siden af toilettet er primært
tiltænkt kørestolsbrugere, som laver et sidelæns flyt til toilettet, men giver
også plads til en evt. hjælper, placering af hjælpemidler tæt på toilettet m.m.
Derfor er fripladsen og toilettets dybde på 80 cm tilsammen væsentlige for at
en kørestol kan bakkes ind ved siden af toilettet og flugte med forkanten af
toilettet – hvorved det er muligt at foretage et sidelæns flyt til toilettet
ved hjælp at armstøtten modsat fripladsen.
5) Der skal være et
frit manøvreareal med en diameter på min. 1,5 m foran wc’et og fri af dørens
opslagsareal.
Manøvrearealet inde i rummet benyttes især af kørestolsbrugere
og mennesker der benytter rollator eller andre hjælpemidler, men andre brugere
vil også opleve pladsen som funktionel. Manøvrearealet er nødvendigt i forhold
til at åbne og lukke døren, i forhold til forskellige måder at flytte sig til
toilettet og i forhold til at benytte håndvasken. Manøvrepladsen måles
vinkelret på håndvasken og vinkelret på toilettet. Det giver sig selv, når
håndvask og toilet er anbragt jf kriterierne.
6) Toiletsæde skal
placeres i en højde på 48 cm
Toilettets siddehøjde på 48 cm er til gavn for rigtig mange
– eksempelvis ældre mennesker, da det er lettere at rejse og sætte sig. Mange
kørestolsbrugere har lettere ved at flytte sig, når toilettet er i samme højde
som kørestolen.
7) Der skal være
opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af wc’et.
Ud over at være et lovgivningskrav og nødvendigt for brugere
i kørestol eller med rollator er armstøtter i begge sider også en god ting for
mennesker med balanceproblemer, ondt i knæene, ondt i ryggen, gravide o.l.
Armstøtter skal sidde i en højde på 80 cm med en indbyrdes afstand på 60 cm
mellem armstøtterne. Det er vigtigt, at armstøtterne i nedslået tilstand
flugter med forkanten af toilettet, da de ellers vil være i vejen for flyt
skråt forfra.
8) Håndvask skal
placeres i en højde på ca. 80 cm med afløb under vask trukket tilbage.
Håndvaskens højde gør det lettere for mange at benytte den.
Der skal være en fri plads under håndvasken, så man kan komme tæt på fra en
kørestol. Altså ingen underskabe o.l. Højden på 80 cm er overkanten af
håndvasken. Den fri plads under bør være min. 70 cm i højden.
Andre tips
til indretning af toiletfaciliteter
Sæbe og servietter og andet man skal kunne nå som afspritning,
knager o.l. bør have en højde på mellem 80-120 cm over gulvet afstemt efter
hvor langt man skal række frem. Dermed vil det være lettere at benytte for
rigtig mange med motoriske funktionsnedsættelser i bevægeapparatet, børn, ikke
så høje mennesker m.fl.
Armaturer, der er lette at betjene med forlænget pal eller censor, gør det lettere for mennesker med gigt i hænderne.
Brusepladsen bør indrettes uden niveauspring og uden vægge, som begrænser pladsen. Et bruseforhæng sikrer, at man kan placere sit hjælpemiddel, håndklæde m.m. tæt på, uden at de bliver vådt når bruseren er tændt. Man bør indtænke en fleksibel bruser, som kan reguleres i højden i intervallet 90-110 cm for mennesker, som bruser siddende og for stående i intervallet 180-210 cm.
En lås, som er let at betjene, selvom man har gigt i
hænderne, er en god ide. Det er også vigtigt, at låsen kan åbnes udefra i
tilfælde af en faldulykke eller andet.
En tilbagetræksbøjle på dørens inderside (hvis døren åbner
udad) gør det let at lukke døren, når man er kommet ind i rummet og er et stort
ønske fra mange kørestolsbrugere, som jo ikke kan nå dørhåndtaget inde fra
rummet.
Knager til overtøj og en taske placeret i forskellige højder har betydning for mange. Især et ønske fra blinde og svagsynede – men også fra den øvrige kvindelige befolkning.

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.
info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96