Sønderskoven på Als, større veje
Sønderskoven på den sydvestlige del af Als i Sønderjylland er en del af Gråsten Statsskovdistrikt og drives stadig aktivt. Samtidigt er skoven et populært rekreativt område for såvel Sønderborgs indbyggere som områdets turister. Skoven er præget af skovdriften og rummer både løvtræer og nåleskovsområder. Skoven grænser ned til den vestlige del af sydkysten på Als - til dels med stejle erosionsprægede klinter. Der er flere steder flot udsigt over mod Kegnæs og ud over Sønderborg bugt. Langs med kysten forløber Danmarks måske mest kendte vandrerute "Gendarmstien", som her gennem Sønderskoven kræver fuld mobilitet. Fra øst til vest gennem skoven forløber en grusvej, Egetoftevej, hvor bilkørsel er tilladt. Ved vejen findes tre parkeringspladser - dog uden afskiltet handicap-parkering. De større veje syd for de tre parkeringsområder er brede og jævne grusveje - dog uden hvilemuligheder, hvorfor personer med kort gangdistance bør medbringe rollator eller anden hvilemulighed. Der er en del råvildt i skoven og også undvegne dådyr. I en lang årrække var Sønderskoven den eneste lokalitet i Danmark med ynglende ravne, hvoraf der stadig findes en bestand. Ellers er fauna og flora som i de fleste skovområder med blandet skovdrift. Der er en del trafik af gående grundet den bynære beliggenhed, hvorfor besøg tidligt og sent på dagen giver de bedste muligheder for at opleve dyrelivet. De tre større veje, der fører sydpå fra Egetoftevej er Barkladevej længst mod vest, Skovpartlinjen i midten og med start ved "Kryb i ly" ( læskur ved parkeringspladsen ) og Fredsmajvej længst mod øst. Fredsmajvej byder på mest varieret natur også med vådområde/mose, der i foråret er præget af frøers kvækken og sjældne blomster.
Oversigt over Sønderskoven på Als, større veje


Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.
info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96